Novelle: Verdensrummet skælver (del 1).

Please note that the following short story is in Danish only. 

Grå skyer blæste gennem tomrummet bag ruden. Sorte fugle gled på vindene derude, lavede halsbrækkende dyk, jagtede hinanden. Efteråret var ved at ankomme. Træernes løv hang med hovedet, ville snart slippe grenen og overgive livet. Overgive livet, tænkte hun, var måske det letteste og samtidigt det sværeste at gøre. Märtha så ned på sine hænder. Hænder der var mere rynkede end for ti år siden, men mindre end de ville være om fem år. Hvis hun, sjælen i legemet, kunne holde dette liv ud så længe.

Hun så på de gule kjoleærmer med de grønne pyntebånd og mindedes om håbet, der trods al falskeden løb som en livgivende strøm under alt. Falskheden, tænkte hun, var unægteligt bundet sammen med hendes mand. Den mægtige forfatter, geniet, den charmerende charlatan, var falskheden og svigen legemeliggjort. Ved tanken om ham begyndte hendes krop at værke. Hun kendte sin krop, og vendte sig rundt i rummet, gik over til sengen og lagde sig. Gennem de foregående år, årene hun havde været sammen med sin mand, havde reumatismen spredt sig og var ikke længere udelukkende et fænomen der optrådte i hendes hænder.  Märthas krop, hele hendes bevægelse i denne verden, havde været ved at blive stiv og aflåst. En kulde så uendelig dyb havde indesluttet hendes sjæl. Det var vel dét, denne åndelige kulde, som reumatismen kom af.
Som hun lå der, stirrende op i loftet, mærkede hun de tykke mure af sten omkring sig. Mure, det engang havde taget slid og uendelige timer at bygge op. Disse mure var ikke blot mure mellem hende og omverdnen, materielle mure. De var mure som lige nu blev et monument på hendes mands forkvaklede kærlighed. Mure, skabt af en goldt intellekt. Mure, der adskilte frem for at forene.
Som en hvisken krøb den velkendte hånd af kulde op til hendes krop fra gulvet. Den nåede hendes bevidsthed og med et koldt kys låste den hends krop fast i en smertelig positur. Udenfor gled en sky fra himlen og en solstråle stod ind af vinduet, ramte hendes fod.
Den mindede Märtha om at den smule lys og varme, der kom ind i dette kuldens tilholdssted var gennem vinduerne.  Lyset nåede sjælen gennem øjets evne til at registrere det.  Og varmen, livets varme, der afhjalp smerterne og hjælpeløsheden i et liv der føltes som om det ikke var hendes, var hendes børn og tjenestefolkene, der ind imellem var kommet på besøg.  Børnene, tænkte hun, havde hun ikke altid været i stand til at tage sig af, når hendes krop værkede af kulde og hendes sjæl krøb sammen. En tåre forlod hendes øjne, trillede ned og vædede pudevåret inden hun faldt i søvn.

*

”Men jeg siger Dem, Hr. B., jeg kan ikke skabe når dette kvindemenneske er fri! Mit geni forstyrres!”, sagde den store forfatter, der var lavstammet, firskåren og mindede om en træplade når han gik, stiv og ubøjelig. Overfor ham, ved bordet i den fyldte kro, sad forlagschefen. Omkring dem lød et utal af diskussioner, glas klirrede, eder blev fremsagt over kortspillene og det generelle lydniveau højnedes i takt med alkoholen, der indtoges. Forfatteren tog atter sit krus, drak en slurk. Uanset hvor meget han drak, syntes det aldrig at være nok for at holde skyggerne stangen, hvilket gjorde endnu mere alkohol nødvendigt. Han tørrede overskægget af for ølskum, svajede lidt på bænken imens han kiggede ned for sig hvor et par dameskosåler  blandede sig med mængden af herrers. Det var sikkert en hore, tænkte han. En hore, som en af herrerne havde erhvervet sig for natten, og som der inden de gik videre, måtte skænkes en lille én for. Da blev det lettere at slippe hæmningerne, at komme af tøjet og i sengen. Ved tanken, følte han en velkendte fornemmelse trække i kønsorganet. Begæret han indimellem slukkede udenfor ægtesengen faldt  ham ind at være mandens ret. Han havde overbevist sig selv om at kærligheden til sin kone var en dydig institutionel  kærlighed, som samfundsnormerne foreskrev. Desuden var han jo en kunstner! Hans geni skulle tilfredsstilles og var for stort til på nogen at blive holdt tilbage. Det kunne ikke være anderledes. Han måtte være fri.
Forlagschefen sagde ikke noget, han så ikke disse tanker drive forbi i forfatterens indre landskab, disse tanker der byggede værn, byggede egoet op, men hvor grundlaget var ved at smulre. Forlagschefen så det ikke, for han var optaget af sine egne tanker. Egne begær. Han ville ikke støde sit geni, der indbragte ham guld, hæder og ære.  Hvorfor skulle han? For at redde et ægteskab? Næh, han havde nok at gøre med sit eget. Han kom da i tanke om noget; dét kunne hjælpe dem begge. Forfatteren, forlaget, kunsten.
”De kunne forsøge at tale med Hr. Reichardt, Deres ven indenfor lægegerningen”, sagde forlæggeren og fejede en nagende fornemmelse væk han knapt genkendte. Senere, på vej hjem gennem Stockholms gader mens stokken taktfast ramte brostenene, spekulerede han over hvad det havde været for et gespenst. I en gyde han passerede, var et slagsmål i gang, men det var mellem to fattigfolk, hvorfor han bestemte sig for at det intet havde med ham at gøre. Han havde jo sit at passe. Som han nåede frem til sin hoveddør ramte svaret ham. Naturen af dét, der et kort øjeblik havde været hos ham i kroen, havde fået ham til at se op. I et kort øjeblik havde noget fået ham til at overveje konsekvenserne af det han skulle til at foreslå. Som en hånd der lydløst kommer ind af en uset dør, og påpeger noget som man må se. En hånd, der påpeger at dette er et skæbne øjeblik. Forlagschefen havde skubbet hånden væk.
Som han satte nøglen i låsen havde han en overhængende følelse af at det der gemte sig bag døren var et dybt og uigennemtrængeligt mørke.

Forfatteren havde i et øjeblik været fortabt i sine tanker.
”… Hr. Reichardt, Deres ven indenfor lægegerningen?”
”Undskyld, hvad sagde De?” Forlæggeren gentog sine ord. Da var det som om en ild tændtes i forfatteren. En ild af den slags der brænder hurtigt, voldsomt og med sin destruktive kraft ender med at ødelægge sig selv og det omkringliggende. Ilden i ham brædte, og for hver tanke der fulgte dén som forlæggeren havde antændt, steg flammerne. Mea culpa, mea culpa.  Det var alt han hadede som han ønskede at destruere. Hadet, som antændtes af det uerkendte ønske om kærlighed. Den kærlighed han var ude af stand til at nå eller erkende at han ønskede. Mea maxima culpa. Forfatteren ønskede at destruere alt dét, som han ikke var og som hun repræsenterede. Det følsomme, det skrøbelige, det varme og det nære. Hjertet. Poesiens kar, helligåndens nåde.

fortsættes i morgen.

Advertisements

One thought on “Novelle: Verdensrummet skælver (del 1).

  1. Pingback: Novelle: Verdensrummet skælver (del 2). | Charlotte Luxhoej.com

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s