Novelle: Verdensrummet skælver (del 2).

(Fortsat fra i går).

Den store forfatter tog næste dag sporvognen fra hotellet han var overnatte på hen til klinikken på Østermalm som Doktor Reichardt drev.  Da han trådte ind gennem fordøren til klinikken, så han doktoren stå i venteværelset og gennem sine runde, sorte briller læse i hvad der formentligt var en journal. Et gulligt skær syntes at hænge i rummet. Usynlig men så mærkbar var den, at den ellers så intellektuelle forfatter, fik opkastfornemmelser og måtte tage et dybt åndedrag for ikke at blive overvældet. Om det skyldtes lyset, bakterier i luften eller selve grunden til at han var der, spekulerede han ikke nærmere over. Han antog blot at det var noget i luften, der forstyrrede hans velbefindende og at han nok skulle have ladet den sidste øl være i går.
Efter Dr. Reichardt havde læst færdig i journalen så han op og fik øje på sin gamle ven, forfatteren. Et smil, der ikke nåede hans øjne, bredte sig om det brede kæbeparti. Han rakte journalen til en sygeplejerske, udstak nogle ordrer og de lange skridt tog ham dernæst hen til sin ven. Hvis øjne, noterede han, så blodspængte og tyngede ud.
”Der kan man bare se; hvad skylder jeg æren?”, sagde Dr. Reichardt i en alvorlig stemme, der syntes at skære ind til benet. Der var en skingerhed i den, som forlangte den at blive hørt, at blive taget alvorligt. Måske var det et autoritativt islæt, der havde indfundet sig under medicinstudiet. Eller måske var det fordi han var blevet en mand, der i sit møde med livet langsomt havde resigneret og overbevist sig selv om at styrke var grundet i kontrol. Det var denne tvangsmæssige adfærd, dette indædte forsøg på kontrol over livet, som han søgte i sit virke som i sit personlige liv. Derfor brød han sig heller ikke om når den kontrol ikke syntes at findes. Når han kørte hjem i sporvognen om aftenen, og et barn begyndte at græde steg vreden, ukontrollerbar, i ham. Eller når han stødte på en gammel kælling, så jammerlig at selv snotten flygtede ud af næsen på hende, måtte han remse alle de sygdomme op som hun kunne smitte ham og alle de omkringværende med. Derefter tog handsken for munden og vendte sig væk i afsky.  Det er nu sådan, at alt som vi ikke kan eller vil give op, ender med at kontrollere os.
Således stod disse to mænd nu overfor hinanden i et fælles ingenmandsland af afsky, afmagt og kontrol.
”Min ven,” sagde forfatteren, tog sine handsker af og rakte lægen hånden.
”Jeg er kommet for at få en alvorens snak med  Dem. Men hør nu mig, en uhøflighedens  fyrste. Lad mig starte på ny. Hvordan har De det? Og familien?” Lægen tog imod forfatterens hånd,  gestikulerede at han skulle følge med ind i et nærliggende kontor, lukkede døren efter dem.  Lægen satte sig i den ene læderlænestol, af den slags der hører hjemme i en læsesal frem for et lægekontor, og  forfatteren satte sig i den anden.
”Jo tak, udemærket. Man kan jo ikke klage”, svarede lægen med et smil, der antydede at om nogen så havde han i al fald ingen grund til det. Han lænte sig frem i stolen med et spørgende blik.
”Hvad med Dem selv da?”
”Det er netop derfor jeg er kommet her i dag. Jeg er jo bevidst om at De har visse forbindelser til sindssygeanstalterne…”
”Jo. Det har jeg. Hvad drejer det sig om?” Forfatteren forklarede  sin situation, hvorledes hans geni og skabende ikke kunne trækkes med et fruentimmer, som knapt kunne tage sig af de tre børn, de havde tilsammen. For slet ikke at nævne hendes langt underdanige intellekt i forhold til Forfatterens.
Lægen tænkte et øjeblik, da forfatteren var færdig. Dr. Reichardt rejste sig fra stolen og gik over til vinduet, stirrede ud i ingenting et øjeblik. Vippede lidt frem og tilbage på fodballerne, nikkede så resolut og vendte sig rundt.
”Der er den mulighed at få hende erklæret imbicil. Men for at dette kan ske, må jeg selv først observere hende. De må forstå, kære ven, at om det skal lykkes, må der være grund for det…”
”Selvklart!De kan komme forbi i morgen, da skal jeg sørge for at hun er hjemme.”

Således gik det at Dr. Reichardt kom på besøg i den store forfatters hjem den efterfølgende dag. Märtha fik besked på at opholde sig i dagligstuen, så doktoren kunne observere hende idet forfatteren ”var bekymret for hendes helbred”.
Märtha satte sig på den bordeauxrøde fløjlsstol ved vinduet ud til gaden med sit lommetørklæde i hænderne. Det ville hjælpe hende med til at tage den værste nervøse sved; hvorfor hun var nervøs og hvorfor dette føltes som afgørende, vidste hun ikke. Ikke desto mindre var følelsen der.
Hun havde dagen før været i færd med at hjælpe tjenestefolkene forberede til jul; de havde været ude at købe ind på julemarkedet på Stortorget i Gamla Stan og i Östermalms saluhall.
Kulden havde ikke været nok til at stoppe hende; ikke for nogen ting i verden ville hun gå glip af synet af et Stockholm klædt i decembers klæder. Desuden nød hun selskabet og hjerteligheden, som strømmede hende i møde fra Anita, tjenestepigen som var den nyeste tilføjelse i tjenestestaben, Astrid, kogersken, som havde været hos dem siden de blev gift og Alfred, hushovmesteren, en ældre reserveret  endog charmerende herre.
I Gamla Stan havde de fundet den dejligste skinke, der ville kunne mætte hele husstanden og det var inklusiv tjenestestaben.  I Östermalms saluhall havde de fundet sild og kål, begge disses kvalitet var royale værdige. I Gamla Stan havde hun desuden fundet et par handsker til sin datter og en lille blok med en dertilhørende blyant. Handskerne var strikket af det fineste uld og med et mønster, hun vidste at datteren ville elske.  Blokken og blyanten var til datterens forkærlighed for at tegne. Til sin ældste søn havde hun fundet en sporvogn i træ, for han elskede at køre rundt i byen og betragte alt og alle. En soldat i malet træ havde hun købt til den yngste, der elskede H.C.Andersens eventyr om fyrtøjet… Doktoren rømmede sig, og det gav et sæt i Märtha, der kom i tanke om hvor hun sad.
Jo længere doktoren sad dér og betragtede hende, jo mere nervøs blev hun. Og når hun blev nervøs, begyndte hun at nyse.

Nogle dage senere blev Märtha indlagt på Sabbatsbjergs sygehus for at blive behandlet for sin kroniske reumatisme samt nervøsitet.
”Den gentagne nysen samt det faktum at din kone…”, begyndte Dr. Reichardt.
”Snart ekskone”, rettede forfatteren.
”…ekskone er familiær med tjenestefolkene  er  grundlag for at hun nu bliver undersøgt for at være åndssvag. Derfor har jeg bedt overlægen undersøge hende.” Forfatteren kiggede over skulderen på lægen, ind i rummet bagved hvor Märtha sad på briksen i samtale med overlægen. Godt, tænkte han. Snart er jeg fri!

I første omgang lykkedes det ikke den store forfatter at få sin hustru erklæret sindssyg. Og det heller ikke selv om overlægen ”vurderede at hun var i meget stort behov for behandling” (selv om der reelt set ingen beviser var for psykisk ustabilitet – måske på nær det faktum at hun var gift med sin mand). Ej heller gjorde det udslaget at hendes halvbror og mand underskrev ansøgningen om pleje, som derefter blev underskrevet af to præster, der erklærede at de to underskriftsindehavere var troværdige. Men i mange efterfølgende år blev Märtha sendt rundt mellem sygehuse, anstalter og sanatorier og  i 1917 blev hun endeligt umyndiggjort grundet ”varig sindssygdom”. Dernæst fik den store forfatter myndighed over deres tre børn og undgik at betale nogen form for underhold eller bidrag. Om dette resultat udtalte forfatteren sig: “Det är klart – jag är fri. Jag blev inte ens ådömd någon försörjningsplikt”

*

Skyerne hang stadigt lavt over tomrummet bag ruden, da hun vågnede.  Märtha lod blikket glide ned over sig selv, orienterede sig i rummet. Hun bar stadig sin gule kjole med de grønne bånd og var tilbage på badesanatoriet i Skodsborg. Hun rejste sig besværet og gik hen til vinduet. Skyerne flød forbi, bekymringsløst  og uden tanker på fortid eller fremtid.  Som skyerne, rejste også  tanker gennem verdensrummet. Det forekom hende at det liv hun havde levet og de mange små hændelser, ”tilfældigheder”, som havde ført til at hun befandt sig her var som i en drøm. Nogle stadier i hendes liv havde været som en ond drøm men dette, at være erklæret sindssyg – selv når hun ikke var det – gav hende den ultimative frihed. Hendes hjerte var ikke koldt, hun kunne opføre sig som hun ville, følge sine indskydelser uden nogen sagde noget, for hun var jo blevet erklæret gal.

Som hun stod her tog hun sjalet, som var strikket og sendt af Astrid, op fra gulvet hvor det måtte være faldet ned da hun sov, og lagde det om sine skuldre. Varmen løsnede kulden fra hendes knogler. Märtha kom til at tænke på barmhjertigheden og menneskets manglende omtanke i sine handlinger. Hun tænkte på de mange valg og fravalg, der påvirker altet. Ikke kun menneskene, men verdensrummet. Evigheden.
En vind slog pludseligt, som et svar, mod ruden med nogle blade i sin favn. Med den bragtes en tanke, der stilte sig lysende frem i hendes bevidsthed:

Verdensrummet skælver når mennesket ser den anden vej.
En tåre, hvis grundlag var både vemod og forløsning, strakte sin sølvsnor ned over hendes kind.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s